Danske Eksaminerede Hundemassører

Når spændte hundemuskler løsnes

Artikel i Frederiksborg amt oktober 2004 - I starten kiggede folk underligt, når Rikke Nielsen præsenterede sig som hundemassør. Men nu kan de fleste sagtens forstå, hvorfor hunde skal have massage lige som mennesker.

 

I starten kiggede folk underligt, når Rikke Nielsen præsenterede sig som hundemassør. Men nu kan de fleste sagtens forstå, hvorfor hunde skal have massage lige som mennesker.

Helsingør: Med lange, bløde bevægelser fra hovedet ned mod halen, trænger Rikkes fingre ind gennem pelsen for at få fat i slædehunden Pikachus ømme muskler. Med et drømmende blik i de mørke hundeøjne, ligger hunden helt stille, mens den nyder Rikkes arbejde. Hver gang hun holder en lille pause, skynder Pikachu på massøren med en pote, som sagde den: »Kom nu, du skal blive ved!« I baggrunden lyder tonerne af den afslappende musik, der skal få hunden til at glemme, at massagebordet til forveksling ligner de borde, der står hos landets dyrlæger, hvor behandlingen næppe er lige så behagelig. I skæret fra de to levende fyrfadslys kigger Rikkes to andre hunde misundeligt op på Pikachu, mens de håber, at de snart kan få gavn af hundemassørens nænsomme fingerspidser.

Godt for os - godt for hunde
På hundemassageklinikken Kibaji i Erhvervsparken i Helsingør har Rikke Nielsen indrettet sin lille forretning mellem de rå betonvægge. For halvanden hundrede kroner kan hunde få massage i en halv time - og det har ifølge Rikke stor indflydelse på hundenes velbefindende.

- De hunde der har en skade, bliver hurtigere friske. Og de hunde, der ikke fejler noget, bliver mere glade. Jeg er jo ikke et alternativ til dyrlægen, men jeg kan sørge for, at hunden får det bedre, fortæller Rikke.

Filosofien er, at hvis det er så godt for os andre, må det også være godt for hunde. Derfor var beslutningen ikke så svær, da Rikke for nogle år siden så en reklame for uddannelse: Hun ville være hundemassør!

Og det kan man roligt kalde et modigt valg. For det er ikke et erhverv, man kan slå op i på de gule sider i telefonbogen, og kunderne står ikke i kø hver morgen, for at få en tid i Rikkes kalender. Mange ved slet ikke, at hundemassage eksisterer, og derfor har det været hårdt, opsøgende arbejde i de tre år, Rikkes klinik har været til.

- Jeg har da flere gange været ved at give op. Og nogle gange tænker jeg da også »Tænk, at jeg turde«, fortæller hun. Fordomme er hun naturligvis også stødt på. For hvad siger den ukendte bordherre til den store familiemiddag, når Rikke præsenterer sig som hundemassør?

- Under uddannelsen var folk meget fordomsfulde. I starten var det lidt irriterende. Men nu siger ni ud af ti siger »selvfølgelig, det har jeg bare aldrig tænkt på«. Tolerancen er blevet større i løbet af de sidste par år, fortæller hun.

Til VM i Italien
For en måned siden stod Rikke på lægterne til VM i agility i Italien. Agility er en sport for hunde, der skal gennemføre en forhindringsbane så hurtigt som muligt - men de mange spring og landinger kan give hundene skader eller muskelspændinger. Og når I det skete i Italien, stod Rikke klar på sidelinien.

- På elitehundene er det især forbenene; og en bestemt muskel i baglåret, der bliver belastet. Jeg kan tydeligt mærke en spændt muskel, og nogle gange kan jeg også se det. Men selvom massagen gør ondt i starten, overgiver hundene sig hurtigt, fortæller Rikke.

Rikke er nået til musklerne omkring slædehundens bagben. Mens Pikachu lægger hovedet helt afslappet ned på bordet, tager hun fat på musklerne mellem hver enkelt trædepude på poterne. Den afslappende musik er løbet ud, men slædehunden, ser ikke ud til at have opdaget det. For nydelsen lyser ud af de afslappede øjne. Sikke et hundeliv!