Danske Eksaminerede Hundemassører

Menneskets bedste ven på massagebriksen

Artikel i Weekend den 28. januar 2005 - Familiehunden får mere opmærksomhed end nogensinde før. Faktisk er vi så vilde med vores firbenede venner, at vi gerne bruger rigtig meget tid og lige så mange penge på, at de har det så godt som muligt, lyder det fra hundemassører i Nordsjælland

Familiehunden får mere opmærksomhed end nogensinde før. Faktisk er vi så vilde med vores firbenede venner, at vi gerne bruger rigtig meget tid og lige så mange penge på, at de har det så godt som muligt, lyder det fra hundemassører i Nordsjælland

Af Freya Skov freya.skov@inmente.dk
FORKÆLELSE Massage, akupunktur og samtaleterapi. Det er bare nogle af de ting; vi hellere end gerne tager vores hund med til, når musklerne bliver spændte, eller tristheden indfinder sig. Hos hunden, vel at mærke, for grænserne for, hvad man vil gøre for sit kæledyr, har rykket sig en hel del igennem de sidste år.

Hos hundemassørerne nord for København er der bred enighed om, at hundene i dag lever godt op til deres navn som menneskets bedste ven.

"Folk er blevet mere bevidste omkring kæledyr og vil gerne gøre noget for dem. Vi kræser meget mere om vores dyr i dag end for tyve år siden. Jeg kan sagtens mærke, at jeg har fået flere kunder," fortæller Bente Iversen, dyrlæge og formand for Danske Eksaminerede Hundemassører med egen holistisk praksis i Værløse. Hun tilbyder også både akupunktur, homøopatisk medicin og adfærdsbehandling af både hunde og katte.

"Man går i højere grad op i dyrets behov. I stedet for at sige, at hunden skal aflives, anerkender man problemet og prøver at gøre noget ved det, for eksempel gennem adfærdsbehandling," forklarer hun.

Del af familien
Bente Iversen står også for uddannelsen af hundemassører og kan ligeledes mærke den stigende interesse her. En af de massører, hun har uddannet, er Mathiias S. Larsen, og han kan også nikke genkendende til den øgede interesse omkring hundenes ve og vel.

"Opmærksomheden er blevet meget større, og man vil gå længere for sit kæledyr. Vi får mange gamle hunde med gigt eller med hofteproblemer, men der er også nogle der kommer med deres hund bare for at give dem velvære," forklarer han.

Også hundemassør Neel Holm Møller i Holte har kunder, der afleverer en hund til massage, simpelthen fordi det er rart og afslappende for dyret .

"Der er nogle, der kommer for velværens skyld, men de fleste hunde har en eller anden skavank, som ejeren gerne vil have rettet op på. Det er blevet populært at gøre noget mere for kæledyrene," forklarer hun.

Neel Holm Møller mener, en del af forklaringen skal findes i, at hunde i langt højere grad er blevet en del af familien. Tidligere holdt man hund til et bestemt formål, for eksempel jagt eller vagt, og de blev aflivet, når de ikke kunne bruges længere.

"I dag er det lige ved, at folk passer bedre på hunde end på børn. De går enormt meget op i dem, i hundetræning, adfærd og de behov, hunden har. De hører til i familien," forklarer Neel Holm Møller.

Hundemassør Bente Iversen har her taget en firbenet ven under kærlig behandling.
Foto: Henning Hjort

 

Hvor finder du en hundemassør:
Helle Alex Petersen, Virum
Neel Holm Møller, Holte
Jytte Smith, Dahlgaards Dyreklinik, Birkerød
Bente Iversen, Værløse
Mathiias S. Larsen, Værløse
Du kan også gå ind på hjemmesiden www.hundemassor.dk og finde en oversigt over alle hundemassører med adresse og telefonnummer.
Priser:
Prisen for massage afhænger de fleste steder af hundens størrelse og hvilken type massage, det drejer sig om, men prisen kan for eksempel se således ud:
En 1/2 times massage: ca. 165
En hel time: ca. 265