Danske Eksaminerede Hundemassører

Kropsmassage i hvalpe-klassen

Artikel i Helsingør Dagblad den 11. april 2002 - Hundemassage er ikke bare et fænomen til ære for de overforkælede af vores firbenede venner – det kan både lindre deres sygdomme og virke beroligende på urolige hvalpe

 

Hundemassage er ikke bare et fænomen til ære for de overforkælede af vores firbenede venner – det kan både lindre deres sygdomme og virke beroligende på urolige hvalpe

Hundemassør Rikke Stengade Nielsen viser her på den ti uger gamle Chico, hvordan man forsigtigt kan give sin hund en beroligende ”ansigtsmassage”

Af Tina N. Dahlstrøm - Foto: Jørgen J.K

HELSINGØR: Det er ikke kun mennesker, der får myoser i nakke og skuldre eller Ømme ben, når de overanstrenger sig. Også vores hunde kan gå rundt med usynlige smerter og lidelser, som forholdsvis let kan masseres væk og lette hunden i dagligdagen.

- Dyr viser ikke, hvis de er syge. De gør faktisk alt, hvad de kan for at skjule, at de fejler noget. Det skyldes deres fortid i naturen, hvor andre dyr helst ikke måtte opdage, hvis de var syge, fortæller dyrlæge Else Langkilde, der til daglig har praksis på Kongevejen.

For at gøre nye hundeejere bedre til at håndtere deres nye familiemedlem og læse hundens signaler, har hun oprettet en såkaldt hvalpeklasse. Her giver hun råd og vejledning til, hvordan folk forebygger og afhjælper nogle af de helbreds- og adfærdsmæssige problemer, man kan risikere at støde ind i, når man har hund.

- Jeg har læst en del om disse hvalpe klasser , der er et amerikansk fænomen, ligesom jeg har deltaget i nogle på Københavns Dyrehospital, for jeg vil gerne have, at hunde bliver bedre til at begå sig i verden, og at flere folk, får styr på deres hunde. Derfor har jeg lavet det her kursus, hvor vi blandt andet gennemgår en række gode råd, der kan få hundene til at slappe af, når de er ude blandt andre, siger Else Langkilde, som til hvalpeklassens tredje lektion, havde inviteret eksamineret hundemassør Rikke Stenagde Nielsen, der bor i Helsingør.

 

Masser din hund rolig

Dyrlæge Else Langkildes egen labrador Bono blev fjern i blikket og dejsede nærmest om af salighed, da hans »mor« forsøgte sig med et af Rikke Stengade Nielsens tricks.

Uddannelsen som hundemassør er en etårig uddannelse i hundens adfærd, pelspleje og muligheder for massage for forskellige lidelser.

Blandt andet masserer Rikke Stengade Nielsen i dag hunde for gigtlidelser og halthed, men der kan også være lidelser, man ikke lige kan se på hunden.

- For eksempel kan en hund, der trækker meget i snoren godt få myoser i nakken af det, og det kan jeg altså hjælpe den af med, siger hun og understreger dermed Else Langkildes opfordring til at man lærer sin hun at gå pænt l snor.

Men inden det kommer så vidt, at hunden kommer til at lide afspændinger i nakken, kan ejeren også forsøge sig med at massere hunden rolig selv.

- I kan blandt andet stryge jeres hund lige så stille mellem øjnene. Med hårene, siger Rikke Stengade Nielsen, mens hun viser, hvad hun mener på den ti uger gamle Schappendoes hvalp, Chico.

Og at det tip virker, ses tydeligt på dyrlæge Else Langkildes egen labrador Bono, der bliver fraværende i blikket af sin ejers beroligende berøring.

Massage er ikke helbredende Den 29-årige hundemassør har i øjeblikket fem faste kunder, som hun besøger for at hjælpe med forskellige lidelser.

- Det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke kan helbrede hundene for deres sygdomme. Men jeg kan lindre deres smerte, siger Rikke Stengade Nielsen, der har taget sin uddannelse hos den sydsjællandske dyrlæge Bente Iversen.

De hunde, hun har som klienter, er primært voksne eller gamle hunde, og hun beder alle, der vil forsøge sig med hvalpemassage til kun at stryge hunden forsigtigt og ikke trykke den overhovedet.

- Men det giver en rigtig god kontakt mellem menneske og hund, hvis man sætter sig med den og stryger den stille på bryststykket og især hovedet, som altså er et godt afstresningspunkt, siger Rikke Stenagde Nielsen.

Og så hænger massagen godt sammen med Else Langkildes råd om at man i en tidlig alder skal vænne hunden til at blive rørt ved, så man sidenhen let kan komme til hundens både Ører, tænder og for eksempel poter. Det letter på længere sigt både ens eget arbejde med hunden, ligesom man også kan undgå fremtidige problemer hos dyrlægen.