Danske Eksaminerede Hundemassører

Hundemassage ved Neel Holm

Artikel i Hund & træning Februar 2005 - Neel Holm Møller er uddannet hundemassør og skriver her om fordelene ved hundemassage. Du kan læse mere på hendes hjemmeside shak.dk

Neel Holm Møller er uddannet hundemassør og skriver her om fordelene ved hundemassage. Du kan læse mere på hendes hjemmeside www.shak.dk

Tekst: Neel Holm Møller Foto: Christina Ingerslev
Når man har avlet på racehunde, har man indenfor hver race gået efter specielle egenskaber som f.eks. lang pels, kort snude, korte ben mm. Der er desværre også en bagside af denne form for avl, som kan vise sig i hundens skelet f.eks. hofteledsdysplasi. Blandingshunde kan også falde uheldigt ud. Tænk bare på hvor stor forskel der er mellem en gravhund og en grand danoir, der trods alt begge tilhører samme art. At tilhøre samme art betyder netop, at de kan få fødedygtigt afkom, men det går ikke altid lige godt, hvad angår bevægeapparatet og hvad angår hundens adfærd.

Udover de medfødte skavanker, kan der også opstå problemer med bevægeapparatet som følge af skader, forkert foder eller forkert motion især i opvækst perioden

 

Som hundemassør kigger man altid på hundens gang for at se, om hunden går rent eller om den kompenserer for en skavank. En person kan f.eks. være lidt længere på det ene ben end det andet uden, at det giver personen problemer. Men bliver personen belastet f.eks. under en sportsudøvelse, graviditet eller forkert bevægelse, kan problemet forplante sig til ryggen med smerte til følge. Lige som os mennesker kan hunden have en skavank, den aldrig vil lægge mærke til, med mindre uheldet er ude. Kompenserer hunden for en skavank, hvad enten den er medfødt eller tilført ved en skade, kan den få smerter ved en forkert belastning. Hunde lever ofte med denne smerte, fordi de ikke kan gøre opmærksom på smerten, på en måde som vi mennesker forstår. Måske ændrer hunden adfærd og bliver mere aggressiv eller sløv, uden at dens ejer forbinder det med smerten.
I 2001 blev der etableret en dansk forening for hundemassører. Den hedder "Danske Eksaminerede Hundemassører" og forkortes DEH. Foreningen har en uddannelse til hundemassør. Initiativ tager til etablering af foreningen og underviser på uddannelsen er Bente Iversen. Du kan læse mere om foreningen og se adresser på foreningens massører på deres hjemmeside: www.hundemassor.dk. Der findes også danske hundemassører der er uddannet i udlandet. F.eks. har både Norge og Sverige har velrenommerede hundemassøruddannelser.

Typiske antydninger af problemer i bevægeapparatet
Hundens bevægelser starter i bagbenene. Lændepartiet overfører energi fra bagbenene til forbenene, der bærer ca. 2/3 af hundens vægt. Under trav skal der være afstand nok i ryggen til, at for- og bagben diagonalt mødes under hunden, uden at bagpoten træder på modsatte sides forpote. Hvis der ikke er afstand nok, vil hunden gå sidelæns (på mere end et spor), hvilket er belastende for lænden.

Andre eksempler der antyder problemer i bevægeapparatet er:


 

  • Hunden går i pasgang
  • Rygsøjlen slingrer fra side til side
  • Hunden støtter ikke på et af benene
  • Halen holdes til den ene side i trav
  • Hunden har svært ved at rejse sig
  • Uharmonisk gang

Terapeutiske effekter
Massage hjælper med at reducere stress, angst og ubehag. F.eks. reduceres den fysiologiske respons på stress ved at mindske frigivelsen af hormonet ACTH. Des mindre ACTH der frigives, des mindre produceres der stresshormoner. Jævnlig håndtering af unge dyr giver en mere veludviklet cortex og subcortex (dele af hjernen). De lærer hurtigere og har en mere avanceret neural udvikling. Samtidig påvirkes modstanden mod infektion senere i livet positivt.

Effekt på skeletmuskulatur
Muskler har en naturlig hviletonus (=spænding). Tonus kan stige ved kulde eller stress. Dette sker pga. interaktion mellem muskelfibrene og det centrale nervesystem. Ved at påvirke en muskel kan man stimulere den til at lave en reflekskontraktion, således at tonus genindstilles på hvileniveauet.

Effekt ved smerte
I forsøg med mennesker med rygsmerter steg smertetærsklen til signifikant højere niveauer hos en gruppe mennesker, der blev masseret i forhold til en kontrol gruppe, der ikke blev masseret. Dvs. massage hjælper til at mindske smerter og nedsætter dermed behovet for smertestillende midler.

Effekt ved sårheling
Ved et åbent sår medfører inflammationen en større permabilitet (=gennemtrængelighed) til såret. Således kan hjælpende stoffer trænge ud til det skadede område og begynde at danne et fibrøst væv (=arvæv). Arvævet kan blive kort og stramt. Ved at massere strækkes vævet i forskellige retninger og arvævet bliver ikke så kort og stramt. Herved øges mobiliteten. Efter et kirurgisk indgreb medfører massagen, at fleksibiliteten vedligeholdes i ledene og i det bløde væv, så hunden ikke får yderligere problemer i bevægeapparatet.

Effekt ved bruskløsning
Hvis der ved en skade sker en bruskløsning, kan væske sive ud i leddet og påføre hunden smerte. Hunden vil kompensere for smerten f.eks. ved at halte. Der kommer en unormal belastning og pålejringer kan forekomme på leddet (gigt). Det giver igen nedsat bevægelighed og overdreven ujævn belastning, der kan give overstramning i ledkapslen med mere væskeudsivning i leddet til følge. Hunden er inde i en ond cirkel, hvor der kommer mere og mere pålejring i leddet og bevægeligheden nedsættes.

Opsummering af massagens gode effekter


 

  • Musklerne afslappes, så sener og muskler bliver mere smidige, hvilket giver hunden en større bevægelighed og forebygger muskelskader ved løb og spring.
  • Ældre hunde med hofte- og gigtproblemer kan få et bedre liv med færre smerter og styrket muskulatur.
  • De indre organer påvirkes, så der kommer mere gang i peristaltikken, blod cirkulationen og lymfesystemet, så udskillelsen af affaldsstoffer øges.
  • Den øgede blodcirkulation medfører, at der hurtigere kommer ilt og næring til cellerne og at affaldsstoffer og kuldioxid udskilles hurtigere.
  • Mindre tendens til væskeansamlinger (ødemer /hævelser)
  • Påvirkning af receptorer i blodkarrene medfører at blodkarrene udvides, hvilket giver et lavere blodtryk og dermed en mindre stresset og nervøs hund.
  • Ved påvirkning af hormonsystemet stimuleres immunsystemet, hvilket giver øget modstand imod sygdomme. Påvirkning af hormonsystemet giver også en afslappende effekt på nervesystemet.
  • Væv genopbygges hurtigere - arvæv forbygges
  • Ved jævnlig massage gennemgås hunden, så den kan blive behandlet i tide.
  • Massagen giver god kontakt mellem hund og menneske. Hunden lærer at slappe af og blive berørt på hele kroppen.

Når jeg masserer hunde, sørger jeg for at have en tæt kontakt til dyrlægerne. Er der tvivl, om, hvorvidt hunden har godt af massagen, kontaktes dyrlægen med henblik på hans/hendes accept. Det er vigtigt, da der er visse situationer, hvor massage absolut ikke kan anbefales. Det gælder f.eks. ved chok, kræft, svampe- eller bakterieinfektion i huden, blødende sår mm.